Danmarks Statistik har lavet en undersøgelse, der kigger på førstegangskøbere på det danske boligmarked i perioden 2015-2020. Undersøgelsen viser blandt andet, at der samlet set er kommet markant flere førstegangskøbere på boligmarkedet i perioden.
Fra 2015 til 2020 er det samlede antal førstegangskøbere steget fra knap 51.000 til knap 64.000. Den nøjagtige stigning udgør 27%, og alene i det seneste år har der været en stigning på 17%.
Samtidig viser undersøgelsen, at den gennemsnitlige alder for førstegangskøber af hus er steget over den femårige periode. I 2015 lå gennemsnitsalderen for en førstegangskøber på 35,3 år. Sammenligner man dette med 2020, så er alderen steget, således at gennemsnitsalderen på en førstegangskøber i 2020 var 36,0 år.
I København og Odense er førstegangskøberen yngst
Når man kigger på den geografiske fordeling af førstegangskøberne, så er der forskel på alderen, alt efter hvor i landet man befinder sig. De yngste førstegangskøbere i 2020 befandt sig i Odense, København, Århus, Glostrup og Skanderborg. I nævnte rækkefølge og med en gennemsnitsalder på omkring 33 år. I den anden ende af spektret finder man en en række ø-kommuner, hvor gennemsnitsalderen for førstegangskøbere lå på +40 år. Faktisk var gennemsnitsalderen for førstegangskøbere fra 45 år på Ærø til 49,5 år på Læsø. Mellem disse to kommuner finder man Samsø, Langeland og Fanø.
De geografiske forskelle i førstegangskøberens alder er et udslag af en række faktorer, herunder forskelligheder i priser samt sammensætning af boligtyper. Det gælder eksempelvis, at sommerhuskøbere typisk er ældre end købere af ejerlejligheder.
Du kan finde gode råd til førstegangskøbere af hus i vores guide til førstegangskøbere
Andelen af førstegangskøbere afhænger af geografi og boligtype
Kigger man på, hvor meget andelen af førstegangskøbere udgjorde i forhold til det samlede antal huskøbere, så varierer svaret efter boligtype samt hvor i landet, der er tale om.
Hus
- For huse finder man den største andel af førstegangskøbere i kommunerne Favrskov, Aabenraa og Albertslund, hvor segmentet udgjorde henholdsvis 63%, 60% og 59%. Modsat var andelen mindst i Gentofte, Samsø og Frederiksberg, hvor andelen af førstegangskøbere udgjorde 26%, 20% og 17%. Dette tilskrives ikke mindst de høje boligpriser i Gentofte og Frederiksberg, der gør det svært for førstegangskøbere at komme ind på husmarkedet i disse kommuner.
Ejerlejlighed
- Kigger man på tallene for ejerlejligheder, så topper en række kommuner på den københavnske vestegn i forhold til andelen af førstegangskøbere. Helt i top finder man Glostrup med 69%, mens Albertslund og Ishøj følger efter med henholdsvis 65% og 63% førstegangskøbere af de samlede købere. I bunden finder man Tønder med 14% efterfulgt af Fanø med 12% og Jammerbugt med 8%. Derudover var der i undersøgelsen fire kommuner med nul førstegangskøbere af ejerlejligheder. Dette gælder for Lemvig, Brønderslev, Morsø og Samsø.
Sommerhus
- For køb af sommerhuse udgjorde førstegangskøbere i Køge Kommune 69%, hvilket var landets højeste andel. På de næste pladser finder man Favrskov og Ballerup med henholdsvis 60% og 50%. For køb af sommerhuse gælder det desuden, at der var 20 kommuner uden salg af sommerhuse til førstegangskøbere.
Definitionen af en førstegangskøber
Definitionen af en førstegangskøber i undersøgelsen tilsiger, at en førstegangskøber har købt en bolig i almindelig fri handel i løbet af det pågældende år og ikke har ejet en ejendom i tre forudgående år. En person, der i perioden har købt mere en én ejendom, tælles med flere gange, og hvis to førstegangskøbere er gået sammen om at købe en bolig, tæller begge med i statistikken. Andelsboliger er ikke medregnet i tallene. Det vil sige, at hvis en person har skiftet en andelsbolig ud med en ejerbolig, så tæller denne person med som en førstegangskøber.