Køb af dødsbo kan være en god investering for mange, da mulighederne for at sætte sit eget præg er til stede, og så er prisen typisk 30 % lavere end på andre boliger. Den lavere pris skyldes ofte standen på huset, men også fordi de efterladte gerne vil af med huset.
Køb af dødsbo fungerer dog en smule anderledes end et køb af en almindelig bolig. Det skyldes, at der ikke er en reel sælger. Da sælgeren er gået bort, er der en række ansvarsfraskrivelser på sælgers side, som er vigtige at kende til, hvis man overvejer køb af dødsbo.
1. Der indskrives en klausul i kontrakten
Når man køber et dødsbo, er det vigtigt at vide, at der i kontrakten typisk indskrives en klausul, som fraskriver sælgers ansvar i forbindelse med boligen. Med andre ord, der er ikke nogen, man som køber kan rejse krav mod, hvis det senere skulle vise sig, at der er fejl og mangler på boligen. Normalt hæfter sælger som udgangspunkt for fejl og mangler i 10 år efter salget, men ved køb af dødsbo fraskrives dette typisk gennem en klausul.
2. Der vil være blanke felter i tilstandsrapporten
Da sælger er gået bort, vil der også være dele af tilstandsrapporten, som ikke vil være udfyldt ved køb af dødsboet. En tilstandsrapport består normalt af 3 dele, hvor det ene er et sælgeroplysningsskema, hvor sælger kommer med egne bemærkninger til boligens tilstand, fejl og mangler. Dette vil ikke være der ved et dødsbo, da personen, som har boet i huset af gode grunde ikke kan angive oplysningerne.
3. Inddrag en byggesagkyndig
Da man som køber af dødsbo ikke kan rette krav mod en sælger, og fordi der vil være uudfyldte felter i tilstandsrapporten, er det vigtigt at gennemgå boligen ekstra grundigt. Det anbefales, at man ved køb af et dødsbo tager fat i en byggesagkyndig, som kan gennemgå boligen og påpege fejl og mangler samt ting, der skal udbedres.
4. Husk ejerskifteforsikringen
Hos Dansk Boligforsikring anbefaler vi altid, at der bliver tegnet en ejerskifteforsikring. Dette er dog ekstra vigtigt, når der er tale om en bolighandel med dødsbo. Ejerskifteforsikringen dækker nemlig de skjulte skader og fejl, der måtte være på huset i op til 10 år efter handlen, og som ikke fremgår af tilstandsrapporten. Som køber kan en ejerskifteforsikring give en ekstra tryghed.
For at der kan blive tegnet en ejerskifteforsikring skal sælger sørge for at få udarbejdet en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport samt indhente et tilbud på en ejerskifteforsikring. Som køber af et dødsbo er du ikke forpligtet til at vælge den ejerskifteforsikring, som sælger fremlægger. Du kan vælge en dyrere ejerskifteforsikring eller en med en bredere dækning, men sælger vil kun være forpligtet til at betale halvdelen af den billigere forsikring.
Læs mere om ejerskifteforsikring i forbindelse med dødsbo her.