Forsikring ved hussalg: Disse forsikringer skal du huske

At sælge sin bolig kan være en omfattende proces, hvor der er mange ting, man skal huske.  Forsikring ved hussalg er én af de mange ting, man skal være opmærksom på. Her på denne side, kan du blive klogere på de forsikringer, du skal huske og være opmærksom på i forbindelse med dit hussalg.

4 forsikringer ved hussalg, du skal være opmærksom på

Det er vigtigt at være forsikret korrekt i forbindelse med et hussalg. Som sælger er det vigtigt at være opmærksom på ejerskifteforsikringen, sælgeransvarsforsikringen, ens husforsikring samt ens indboforsikring.

Ejerskifteforsikring

Som sælger af en bolig, kan du benytte dig af huseftersynsordningen, der kan fraskrive dig dit 10 årige mangelansvar som sælger. For at benytte dig af ordningen, er det vigtigt, at du får udarbejdet en tilstandsrapport og en elrapport og indhenter et tilbud på en ejerskifteforsikring, som kan præsenteres for køber. Derudover skal du tilbyde at betale halvdelen af præmien. Ved at sørge for denne forsikring ved hussalget undgår du, at køber kan rejse krav mod dig, hvis det viser sig, at der er fejl og mangler ved boligen.

Hvis du sælger dit hus, fordi du skal eller har købt et nyt, er det naturligvis også vores anbefaling, at du tegner en ejerskifteforsikring på din nye bolig. Her vil forsikringen nemlig gå ind og dække, hvis det viser sig, at der er skjulte fejl og mangler ved din nye bolig.

Sælgeransvarsforsikring

Selvom du som sælger har benyttet dig af huseftersynsordningen, er der alligevel en række situationer, hvor du som sælger fortsat kan stilles til ansvar. En vigtig forsikring ved hussalg er derfor også en sælgeransvarsforsikring. Denne forsikring går ind og dækker, hvor ejerskifteforsikringen ikke gør, og hvor køber fortsat kan rejse krav. Det gælder ved ulovlig bygningsindretning, ulovlig stik- og kloak uden for selve boligen samt forurening på grunden.

Husforsikring

Endnu en vigtig forsikring ved hussalg er husforsikringen. Når du skal sælge din bolig, er det vigtigt, at du sørger for, at din nuværende husforsikring kører videre indtil ejerskiftet. På den måde er din bolig forsikret i tilfælde af pludselige skader som brand, vejrskader, hærværk og lignende. Derudover skal du sørge for at tegne en husforsikring på en eventuel ny bolig, som du overtager efter salget af den nuværende. En husforsikring er typisk et krav for at kunne få finansiering af en ny bolig.

Indboforsikring

Det er også vigtigt, at dit indbo er forsikret både før og efter flytningen. Derfor er indboforsikringen endnu en forsikring ved et hussalg, som du skal være opmærksom på. Sørg derfor for at informere dit forsikringsselskab om, at du sælger din bolig, og at du ønsker at fortsætte indboforsikringen på din nye bolig. Det er vigtigt, at forsikringsselskaberne har de korrekte informationer om, hvilken bolig der er dækket, og hvorvidt dækningsbehovet er korrekt. Både pris og dækningsbehov påvirkes blandt andet af størrelsen på dit hjem og antallet af mennesker på adressen.