En bolighandel er en af de største økonomiske beslutninger, man træffer, og der er mange nye ting at forholde sig til. Derfor er det helt naturligt, hvis man særligt som førstegangskøbere synes, at det er lidt utrygt. Uanset om du er køber eller sælger, kan du få gavn af vores gode råd til at gøre bolighandlen mere tryg.
En tryg bolighandel som køber
Sæt dig ind i processen
Det første råd, vi vil give til boligkøbere er, at sætte sig ind i processen, inden man går i gang med en handel. Der er mange ting at forholde sig til, når først det ruller, og derfor kan forberedelse være en rigtig god ting. Det kan nemlig for mange give en ro at vide lidt om selve processen forud for handlen, hvis det skal være en tryg bolighandel.
Hos Dansk Boligforsikring kan du blandt andet læse om finansiering af boligkøbet, salgsopstilling, tilstandsrapporten, elrapporten, købsaftalen og refusionsopgørelsen, som alle er vigtige dele af købsprocessen. Du kan også få et fuldt overblik over processen ved huskøb her.
Det kan også være en tryghed at vide, hvilke udgifter der vil være forbundet med selve bolighandlen, så det ikke kommer som en overraskelse senere i processen. Læs om omkostninger ved et boligkøb her.
Hav styr på finansiering på forhånd
Finansiering af boligkøbet er en vigtig del af det at føle sig tryg. Sørg derfor for at gå i banken og få et lånebevis. Med et lånebevis i hånden har I bankens tilsagn til, at I kan købe en bolig til et vist budget. Her tages udgangspunkt i den nuværende økonomi samt forventninger til fremtiden. Ved at have dette på plads, kan du have ro i maven i forhold til at vide, at rådighedsbeløbet er tilstrækkeligt, og at du fortsat kan have en sund økonomi efter købet. Derudover får du et indblik i, hvad du kan købe bolig for.
Gør det klart, hvilke behov I har
For at sikre en god og tryg bolighandel anbefaler vi også, at du gør det klart, hvilke behov der er nu og i den kommende fremtid. Det anbefales, at man køber en bolig, der kan rumme ens fremtidsplaner til et vist omfang. Hvis din tidshorisont er lang, påvirkes du nemlig mindre af boligmarkedets udsving. Derudover er det dyrt at købe og sælge en bolig, og er tidshorisonten mindre end 5 år, er det værd at overveje andre løsninger. Overvej derfor faktorer som:
- Beliggenhed
- Boligtype
- Afstand til hverdagens fornødenheder
- Afstand til arbejdspladser
- Boligens størrelse og antal værelser
Undersøg ejendommen grundigt
Når I er klar til at begynde jagten på drømmehuset, kan det give en tryghed at undersøge ejendommen grundigt. Første skridt er naturligvis en fremvisning, hvor I kan få et indblik i, om boligen lever op til jeres håb og drømme. Derudover er det en rigtig god idé at sætte jer grundigt ind i tilstandsrapporten og elrapporten, da disse giver et billede af boligen og elinstallationernes tilstand. Derudover kan det give en tryghed at alliere sig med en byggerådgiver, som kan gennemgå boligen med jer.
Tegn de nødvendige forsikringer
Forsikringer har til formål at skabe tryghed, så man ikke skal tænke over økonomiske udgifter i tilfælde af ulykke, skader og skjulte fejl og mangler etc. I forbindelse med en tryg bolighandel er det naturligvis også vigtigt at tegne de nødvendige forsikringer. Som køber anbefaler vi, at du tegner en ejerskifteforsikring.
Udover ejerskifteforsikringen er det vigtigt, at du har styr på din husforsikring (hvis du køber hus) og din indboforsikring.
Få rådgivning af en køberårdgiver
En køberrådgiver kan også give dig en større tryghed i forbindelse med bolighandlen. Boligrådgiveren er en rådgiver, der er på købers side, og som vil kunne gennemgå boligen og dokumenterne. Derudover kan rådgiveren hjælpe med prisforhandlingen. Det kan for nogle købere give en større tryghed.
En tryg bolighandel som sælger
Sæt dig ind i processen
Skal du sælge en bolig, er det en rigtig god idé at sætte dig ind i processen. Som sælger er der nemlig også en lang række ting, man skal have gjort klart, allerede før boligen rammer markedet. Du kan blive meget klogere på hele processen i vores guide til salg af bolig her. Vær desuden opmærksom på, at der er en række udgifter forbundet med det at sælge sin bolig. Læs om, hvad det koster at sælge en bolig her.
Få flere mæglere til at vurdere boligen – vælg én du er tryg ved
Når man er klar til at sælge din bolig, vælger langt de fleste at benytte sig af en professionel ejendomsmægler, som vil stå for salget. Det er en god idé at indlede processen med at få flere mæglere til at vurdere din bolig. De kommer hver især med en vurdering og en mulig salgspris. Derudover tilbyder de forskellige løsninger i forhold til honorar, markedsføring etc., der kan have betydning for den endelige pris. Få gode råd til valg af ejendomsmægler her.
Benyt huseftersynsordningen
Som sælger har du et 10-årigt mangelansvar, med mindre du fraskriver dig det ved at benytte huseftersynsordningen. Ved det 10-årige mangelansvar kan køber stille dig som sælger til ansvar i 10 år efter overdragelsen i tilfælde af skjulte fejl og mangler.
For at benytte huseftersynsordningen og for at kunne fraskrive sig det 10-årige mangelansvar skal du have udarbejdet en tilstandsrapport, elrapport og et tilbud på ejerskifteforsikring, som kan fremlægges for potentielle købere. Derudover skal du tilbyde at betale halvdelen af forsikringspræmien på ejerskifteforsikringen.
At benytte sig af huseftersynsordningen er en stor tryghed ved en bolighandel for sælger, da man som sælger ikke længere vil kunne stilles til økonomisk ansvar, hvis det viser sig senere, at der er skjulte fejl ved boligens fysiske tilstand, som ikke fremgår af tilstandsrapporten.
Tegn en sælgeransvarsforsikring
Endnu en ting, der kan gøre bolighandlen tryg for sælger, er at tegne en sælgeransvarsforsikring. Selvom du har benyttet dig af huseftersynsordningen, kan du stadig drages til ansvar for en række forhold. Det gælder f.eks. ulovlig bygningsindretning, ulovlige stik- og kloakledninger uden for bygningen og forurening af grunden. Det kan være godt givet ud og sikre dig den nødvendige tryghed ved bolighandlen, da du med en sælgeransvarsforsikring er bedre forsikret og undgår økonomiske overraskelser senere.
Gør boligen salgsklar
Når boligen skal på markedet, er det en rigtig god idé at gøre boligen salgsklar. Det kan gøre det mere trygt for dig, når du åbner dit hjem op, ligesom det kan gøre det til en mere tryg oplevelse for potentielle købere.
Det handler grundlæggende om, at du skal sørge for at gøre boligen indbydende og hyggelig, så potentielle købere kan føle sig hjemme, når de er på fremvisning. Derfor er det en god idé at gøre udearealerne klar ved at slå græs, klippe hæk og fjerne døde blomster og legetøj, der roder. Derudover kan du med fordel udbedre små og synlige skader, der kan påvirke helhedsindtrykket f.eks. rette skæve køkkenlåger, skifte ødelagte dørhåndtag ud med nye og reparere gabende fodlister og lignende.
Læs mere om gode råd til at gøre boligen klar til fremvisning og åbent hus.
Brug ejendomsmægleren i processen
Den ejendomsmægler, du har valgt, er sælgers mand, Derfor er han/hun også din nærmeste rådgiver i forbindelse med boligsalget. Gør brug af mægleren i hele processen, eller hvis du har spørgsmål eller er utryg ved noget.