Det at købe hus er en stor beslutning, og det er en proces, hvor der følger mange overvejelser. Og er man førstegangskøber, kan denne proces og de mange overvejelser, der følger, være endnu mere overvældende. Hvor skal huset ligge? Hvordan vil økonomien se ud? Hvordan passer boligen til dine fremtidsplaner? Og hvad med finansiering?
Dine behov er ikke nødvendigvis identiske med naboen, derfor er det vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser, inden du køber et hus. Her har vi samlet 15 ting, du skal overveje ved køb af hus.
1. Nærområdet og beliggenhed
Nærområdet er en vigtig faktor at have med i sine overvejelser, når man skal købe hus. Det gælder blandt andet afstanden til familie og venner, men også nærområdet i form af afstand til skole, institutioner, offentlig transport, indkøbsmuligheder, indfaldsveje, motorveje, naturområder etc. Derudover skal du overveje boligens beliggenhed i byen. Her kan faktorer som trafikstøj og børnevenlige områder være en vigtig rolle for mange købere.
2. Transporttid
Når du flytter, kan transporttiden til arbejde ændre sig. Derfor er transporttid og transportmuligheder også vigtige overvejelser, når du skal købe hus. Ændringer i transporttid er ofte tilfældet for førstegangskøbere, købere, der flytter fra byen og længere ud eller købere, der flytter kommune.
3. Ejendomstype
Selve huset spiller for mange købere naturligt nok en vigtig rolle. Derfor er det også en god idé at gøre sig nogle overvejelser om, hvilken ejendomstype(r) du foretrækker. Det kan fx være:
● Ètplansvilla
● Villa i to plan
● Patriciervilla
● Murermestervilla
● Funkivilla
● Parcelhus
● Rækkehus
● Dobbelthus
● Bindingsværkshus
● Bungalow
● Landejendom
De forskellige hustyper har forskellige karakteristika, og det er derfor en smagssag, hvilken type bolig, der passer bedst til en. Det kan både være i forhold til stil og praktikken i hverdagen. Når man skal vælge boligtype, kan det være en god idé at have fremtiden med i sine overvejelser – det gælder fx vedligeholdelse og trapper i boligen.
4. Stand og alder
Boligens alder og stand er typisk også en væsentlig overvejelse ved køb af hus. Nogle købere foretrækker et gammelt håndværkertilbud, der kan istandsættes, mens andre foretrækker et nyere og mere moderniseret hus. Som køber skal du gøre op med dig selv, hvilken stand dit nye hus skal være i, når du flytter ind. Der er mange mennesker, der ikke har råd til den gennemgribende renovering fra start, og derfor må tage det hen ad vejen. Det er derfor en god idé at gøre det klart, hvilken stand af boligen, du kan leve med nu og så renovere løbende efter indflytning.
5. Boligstørrelse
Kvadratmeterne i boligen er også en væsentlig overvejelse ved køb af hus. Overvej derfor, hvor mange kvadratmeter du ca. har brug for. Det er dog ikke altid alene de angivne kvadratmeter, man skal kigge på. Det kan også være en god idé og at have øje for optimeringen af pladsen i boligen samt eventuel udnyttelse af kælder. Når man taler størrelse på bolig, kan det være en god idé at tænke lidt langsigtet. Kan boligen rumme en eventuel familieforøgelse? Bliver huset for stort, når teenagebørnene flytter hjemmefra?
6. Antal værelser
Antallet af værelser er endnu en vigtig overvejelse at have for øje. Når man skal købe et hus, er det typisk, fordi behovene ændrer sig, og man har brug for enten flere eller færre værelser. Gør det derfor klart, hvor mange værelser du har brug for nu og her, og hvor mange værelser du har brug for, hvis du fx kigger 3-5-10 år frem. Hvis ikke boligen har det ønskede antal værelser på nuværende tidspunkt, kan der i nogle boliger være mulighed for etablering af et ekstra værelse eller eventuel nedrivning af vægge.
7. Ønsker til plantegning
Det er ikke kun størrelse og antal værelser, der spiller en rolle for købere af hus. Plantegningen spiller også for mange også en vigtig rolle. Det kan fx være ønske om en separat forældreafdeling, køkkenalrum eller badeværelse på alle etager. Hvis plantegningen ikke fungerer optimalt lige nu, kan du undersøge muligheden for at få den ønskede rumfordeling fx ved at åbne op mellem køkken og stue for at skabe et køkkenalrum.
8. Ønsker til udeområde
Når man køber hus, følger der typisk en have med. Haver kommer i mange typer og størrelser. Overvej derfor også, hvilke ønsker og krav der skal være til haven. Skal den være lille, nem og overskuelige, eller ønsker du en stor have med forskellige hygge- og aktivitetskroge.
9. Energikilder og -forbrug
Husets energikilde kan også spille en rolle ved køb af hus. Opvarmes huset via fjernvarme, gas eller elektricitet? Det har betydning for energiomkostningerne. Det anbefales, at du undersøger energimærkningen, isolering og tidligere ejers energiforbrug på den bolig, du overvejer at købe.
10. Finansiering
Når du køber hus, skal finansieringen være på plads. Hos Dansk Boligforsikring har vi lavet en guide til, hvad der er værd at vide om finansiering af dit huskøb.
11. Valg af rente
Når man skal låne penge til køb af hus, optager man blandt andet det, der hedder et realkreditlån. Her skelner man overordnet set mellem fastforrentet lån og variabelt lån, hvor renten er fast hele lånets løbetid ved det fastforrentede lån og varierer ved et variabelt lån. Typisk er renten højere på fastforrentede lån, men til gengæld kender man udgifterne.
12. Omkostninger til flytning og renovering
De fleste, der køber et hus, skal bruge penge på selve flytningen samt renovering i større eller mindre grad. Mange vælger at hyre flyttemænd og vælger at male og eventuelt slibe gulve inden indflytning. Dette skal alt sammen medregnes og være med i overvejelserne ved huskøb. Køber du et hus, hvor der skal renoveres køkken, bad eller udskiftes, skal der også lægges en plan for de forventede omkostninger til dette. Omfanget og omkostningerne er en vigtig overvejelse ved køb af hus.
13. Løbende udgifter
Det at eje et hus, er forbundet med en række løbende udgifter. Udover renter og afdrag på lånet er det vigtigt at være opmærksom på omkostninger til:
- Ejerudgift
- Løbende forbrugsudgifter til el, vand og varme
- Omkostninger til løbende vedligeholdelse
- Forsikringer
Når du køber hus, er det en god idé at lave et budget, hvor du har medregnet ovenstående udgifter. Det giver dig et billede af, hvilke omkostninger der vil være ved at bo i huset.
14. Rådgivning
En vigtig overvejelse ved køb af hus er også at søge den nødvendige rådgivning. Der er en række faglige rådgivere, der kan være en god idé at søge rådgivning hos i boligkøbsprocessen. Det gælder:
● Bankrådgiveren, som kan give det nødvendige økonomiske overblik
● Den uvildige byggetekniske rådgiver, som kan hjælpe med gennemgangen af boligen
● Arkitekten, som kan hjælpe med mulighederne for en større ombygning af huset, du er ved at købe
● Boligadvokat, der kan hjælpe med det juridiske i forbindelse med bolighandlen
15. Forsikringer
Forsikringer kan give en tryghed i hverdagen. Det er også tilfældet ved bolighandler. Her anbefaler vi hos Dansk boligforsikring, at man som køber vælger at tegne en ejerskifteforsikring i forbindelse med køb af hus. Ejerskifteforsikringen dækker nemlig skjulte fejl og mangler i op til 10 år efter overtagelse.