Det kan godt være lidt af en jungle at finde rundt i de forskellige former for varmekilder til huse. Der findes mange forskellige løsninger, og valget af varmekilde spiller en afgørende rolle for både økonomien og miljøet. Valget af varmekilde i huset påvirker nemlig de løbende forbrugsomkostninger. Derudover har valget også en betydning for husets klimaaftryk, hvilket i stigende grad er en prioritering for mange boligejere og nye boligkøbere.
8 forskellige varmekilder til huse
Valget af varmekilde kræver grundige overvejelser. Her bør man have sine behov, økonomiske muligheder samt energivenligheden for øje.
Herunder kan du få et overblik over de forskellige løsninger.
Fjernvarme
Fjernvarme er en udbredt varmekilde i huse, og 64% af alle husstande bliver opvarmet med fjernvarme. Når en bolig opvarmes med fjernvarme sker det (lidt forsimplet) via opvarmet vand fra et kraftværk, der fordeles ud til husstande via et rørsystem. Selve opvarmningen sker på baggrund af mange forskellige energiformer, herunder grøn energi som vind og solenergi, men også fossile brændstoffer som olie og kul. I dag er 61% af fjernvarmen, der stammer fra grøn energi, men målet er, at det er oppe på 100% i 2035.
Fjernvarme er en opvarmningsform, der er mulig i nogle områder. Bor man i et område med fjernvarme, er man underlagt tilslutningspligten, der betyder, at man skal bidrage økonomisk til forsyningen af fjernvarme i området.
Fordelene ved fjernvarme er, at det er billigt og kræver minimal vedligeholdelse. Derudover udleder det mindre CO2 end mange andre varmekilder til huse.
Elvarme
Elvarme er en simpel form for varmekilde, hvor man blot tilslutter boligens radiatorer til en stikkontakt, og så giver det varme. Det er en nem og billig løsning at få etableret, men en dyr løsning på den lange bane, da de løbende forbrugsudgifter kan være meget høje. Derudover er det en af de opvarmningsformer, der udleder mest CO2 (kun overgået af oliefyr).
Det er en varmekilde, som findes i mange sommerhuse og fritidshuse, og allerede i 1988 blev det forbudt at etablere elvarme i nye eller eksisterende boliger i områder, hvor der er adgang til fjernvarme eller naturgas. Generelt set anbefales det, at man udskifter elradiatorer med en anden og mere energivenlig varmekilde. Alternativt kan man med fordel supplere elvarmen med andre varmekilder som luft-varmepumpe.
Oliefyr
Oliefyr er en varmekilde, som findes i færre og færre boliger. Ikke desto mindre kan du sagtens have en bolig eller støde på en bolig med oliefyr, når du er på boligjagt. Det er en varmekilde, som fungerer ved, at olien brændes af i fyret, og varmen derfra føres ud i radiatorerne og giver varme. Det er en dyr varmekilde, som kræver løbende vedligeholdelse. Fyret skal efterses én gang om året, kedlen skal efterses hvert 5. år, og hvert 15. år skal hele fyret og varmesystemet tjekkes. Derudover er der tale om en varmekilde, der udleder meget CO2. Derfor er det blevet besluttet af Folketinget, at oliefyr skal udfases inden 2030. Er der et gammelt oliefyr i dit hjem, er det derfor værd at overveje at skifte ud til en mere energivenlig varmekilde.
Naturgas
Naturgas er en varmekilde, som er at finde i ca. 15% af boligerne i Danmark. Her sker opvarmning ved afbrænding af naturgas. Gennem et rørsystem overføres naturgassen fra naturgasfelter i Nordsøen til boliger med naturgastyr. Fyret i boligen brænder gassen, og varmen, der frigives, bruges til at opvarme boligen. Ligesom med oliefyret, er der tale om en opvarmningsform, der ikke er klimavenlig. Derfor har Folketinget også her besluttet, at naturgas skal udfases frem mod 2035.
Varmepumpe
Varmepumpe er en af de varmekilder, der både anses som værende en god økonomisk og klimavenlig løsning. En varmepumpe er et anlæg, der opsættes ved din bolig, og som udnytter energien fra luften (eller jorden).
At få installeret en varmepumpe er en økonomisk udskrivning, der ligger på mellem 100.000 og 300.000. Det er dog en energieffektiv og billig varmekilde med lavere forbrugsomkostninger, og derfor tjener det sig typisk hjem. Det er den opvarmningsform, der anses som en af de bedste i fremtiden, særligt i områder, hvor der ikke er fjernvarme. Derfor kommer der også politiske tiltag, der skal udbrede varmepumpen som varmekilde.
Jordvarme
Jordvarme fungerer ved at installere en varmepumpe inde i huset og grave varmeslanger ca. 1 meter ned i jorden. Her opsamler varmeslangerne energien fra jorden og flytter det videre ind til varmepumpen i huset. Det er en omfattende opgave at få installeret, da det er dyrt og kræver meget plads, men til gengæld er det et bæredygtigt og fremtidssikret alternativ, når olie-og gasfyret skal udskiftes. Ligesom med varmepumpen, er dette en varmekilde, der anses som en af de bedste i fremtiden.
Træpillefyr
Et træpillefyr er en varmekilde, hvor selve fyret er installeret i huset. Her er det træpiller, som er opvarmningskilden. Træpiller er sammenpressede træspåner og savsmuld, som brændes af i pillefyret og genererer varme til opvarmning af boligen. Sammenligner man træpillefyret med oliefyret, er der tale om en billigere og mere CO2-venlig opvarmningsform. Dog kræver fyret og træpillerne en del plads, og du vil skulle fylde fyret op med nye træpiller hver uge, ligesom fyret skal renses ugentligt. Hvis træpillerne er fremstillet af restmateriale, er der tale om en varmekilde, der forurener meget lidt. Dog kan de udlede mere CO2 end afbrænding af kul, hvis det ikke er tilfældet.
Brændeovn
Det er også muligt at have en brændeovn som delvist fungerer som husets varmekilde. I en brændeovn afgives varmen ved afbrænding af træ. Her er der krav til, hvor mange skadelige partikler en brændeovn må udlede. Derudover er det vigtigt at vide, at der i 2021 kom en lovændring for at mindske udledningen af partikler, der betyder, at man i dag skal skrotte en brændeovn fra før 2003, når man køber en ny bolig.
Læs om regler for brændeovne her.
Varmekilde har afgørende betydning for boligkøbere
Når du skal sælge din bolig, kan boligens varmekilde faktisk ende med at have afgørende betydning for dit salg. Her er det særligt oliefyr, naturgas og elvarme, der vil holde mange boligkøbere fra at købe din bolig. Derudover spiller varmekilden i en bolig også ind på den samlede energimærkning, der kan påvirke boligens salgspris.
Udskiftning af varmekilde betragtes som energirenovering
Da valget af varmekilde kan have en stor energimæssig og klimamæssig betydning, betragtes udskiftning af boligens gamle varmekilde (olie eller gas) til et nyere og mere energivenligt alternativ såsom varmepumpe som energirenovering.