Der er mange ting at være opmærksom på som husejer. Sætningsskader er blot én af tingene. Her kan du blive klogere på, hvad sætningsskader eller sætningsrevner er, og hvordan du skal forholde dig, hvis du opdager en sætningsskade.
Hvad er sætningsskader?
Kort fortalt er en sætningsskade revner i huset og kaldes også for sætningsrevner. Det kan være både små, store og skrå revner, som opstår, når huset “sætter sig”. Det kan ske på grund af:
- jordens bæreevne. Hvis jordens bæreevne ikke er stærk nok til at holde huset, kan huset rykke sig.
- jordlag under huset forgår eller svinder ind. Ekstrem tørke kan fx få lerlaget i jorden til at svinde ind. Det så man tilbage i 2018, hvor sommeren var præget af
- ekstrem tørke.
- grundvandssænkning
- rystelser fra fx tung trafik og byggerier i nærheden huset
- omskifteligt vejr
Hvor kommer sætningsskader?
Sætningsskader kan komme flere steder. Blandt andet i husets ydre murværk, indre murværk, fuger, fundament og gulv. De ses ofte som løbende revner, der går fra soklen og op i murværket. Har man tilbygninger til huset, vil man ofte opleve sætningsrevner der. Det skyldes, at fundamentet eller jordtypen under kan være anderledes, og bygningerne være forskellige.
Hvor normale er sætningsrevner?
Det er meget normalt at se sætningsskader i form af mindre revner i fugerne.
Konsekvenser ved sætningsskader
Hvis ikke man får repareret en sætningsskade (især en udvendig) i rette tid, kan der komme vand, fugt, råd og frostsprængninger i revnerne. Sker det, kan skaden blive endnu større. Derfor er det vigtigt at holde øje med revner i muren og få repareret dem, også selvom det er de små revner i fugerne. Er det en igangværende revne, der udvikler sig hurtigt, er det særlig vigtigt at reagere og få stoppet sætningsskaden.
Hvordan dækker forsikringen?
Nogle vil måske tænke, at det er husforsikringen, som skulle dække sætningsskaderne, da den som regel dækker pludselige skader på huset. Men sådan er det ikke. Sætningsskader er normalvis dækket af en ejerskifteforsikring, hvis skaderne skyldes en fejl, fra da huset blev bygget eller i forbindelse med en renovering. En ejerskifteforsikring dækker nemlig generelt over uopdagede og ikke kendte fejl, som man først opdager, når man er flyttet ind. Dog dækkes skader ikke, hvis de kan forventes på grund af husets alder.