At sælge sin bolig er ikke gratis. Der er nemlig en række omkostninger forbundet med det at sælge en bolig. Men hvad koster det egentlig at sælge en bolig? Det korte svar er, at det kan variere, da nogle af udgifterne kan være forskellige alt efter valg af mægler, konkurrenceforhold, boligtype m.m. Men det er ikke unormalt, at omkostningerne løber op i omkring 100.000 kroner eller mere, hvis du sælger via en ejendomsmægler. Men hvad går disse penge egentlig til? Herunder kan du læse mere om, hvordan udgifterne i forbindelse med boligsalg fordeler sig på en række poster.
Udgifter til ejendomsmæglersalær
Hvis du vælger at sælge din bolig gennem en ejendomsmægler, skal mægleren have et salær for sit salgsarbejde og det at sælge og fremvise boligen. Prisen for dette afhænger af en række faktorer, herunder prisen på boligen, hvor nemt det er at sælge for mægleren, samt konkurrenceforhold i dit lokalområde. Derudover kan salæret også afhænge af, hvilken boligtype du skal sælge. Typisk tager mægleren et højere salær ved salg af huse, mens det er en smule lavere ved lejligheder og sommerhuse. Salæret til ejendomsmæglerne er typisk mellem 50.000 kr. og 75.000 kr.
I dag findes der flere muligheder for at sælge sin bolig gennem en medsalgsordning. Her vil mægleren stå for dele af salgsarbejdet, mens du som sælger vil stå for andet fx fremvisning. Vælger du denne løsning, er mæglersalæret billigere. Her er det dog meget vigtigt at have en klar aftale om fordeling af arbejdet.
Få gode råd til valg af ejendomsmægler
Udgifter til ejendomsmæglersalær ≈ 50.000-75.000 kr.
Evt. udgifter til advokat
Hvis man sælger gennem en ejendomsmægler, er det de færreste, der betaler for en advokat. Hvis man derimod vælger at sælge uden om en ejendomsmægler, vælger mange at hyre en advokat til at stå for papirarbejdet i forbindelse med salget. Hvis dette er tilfældet for dig, skal du regne med ca. 8.000-12.000 kroner i udgifter til advokat.
Udgifter til advokat ≈ 8.000-12.000 kr. (typisk ved salg uden ejendomsmægler)
Udgifter til markedsføring
Udover et salær til ejendomsmægleren skal der betales for markedsføring af boligen. Mange mæglerkæder tilbyder forskellige markedsføringspakker. Typisk er udgifterne til de klassiske markedsføringspakker omkring 10.000-15.000 kr., som altså kommer ud over salæret til mæglere. Er der tale om en “solgt eller gratis”-ordning, vil du i nogle tilfælde betale for udgifterne i forbindelse med markedsføring og dokumentation.
Udgifter til markedsføring ≈ 10.000-15.000 kr.
Dokumenter
Der skal indhentes en række dokumenter i forbindelse med salget. Flere af dem er gratis at indhente, mens andre koster penge.
Ejendomsdatarapporten koster 70 kr, og tingbogsattest koster 175 kr. Resten af de nødvendige dokumenter kan indhentes gratis. (Ejendomsskattebillet, restgældsoplysninger
matrikelkort og BBR-ejermeddelelse). Hvis du vælger at få ejendomsmægleren til at stå for indhentning af dokumenterne, vil prisen typisk være indregnet i den pris, du får derfra.
Udgifter til dokumenter ≈ 250 kr.
Evt. gebyrer til hjælp med indhentning af dokumenter
Vælger du at få ejendomsmægleren eller eventuelt din bank til at indhente de nødvendige dokumenter, vil der typisk være et gebyr på et par tusind kroner.
Udgifter til indhentning af dokumenter ≈ 2.000 kr.
Udgifter til tilstands-og el-rapport
Forudsætningen for at kunne tegne en ejerskifteforsikring på et hus er, at der er udarbejdet en tilstandsrapport og elrapport. Heri fremgår ejendommens synlige skader, tegn på mulige skader og forhold, der udgør en risiko for skader. Udgifterne til el-rapporten ligger på omkring 1.500-3.500 kr. og tilstandsrapporten er på mellem 4.000 og 10.000 kr. Flere steder tilbydes et samlet huseftersyn, der inkluderer begge rapporter + eventuel energimærkning, hvilket i mange tilfælde vil give en samlerabat.
Udgifter til tilstandsrapport og el-rapport ≈ 5.500- 13.500 kr.
Evt. Udgifter til energimærke
Hvis ikke din bolig har et gyldigt energimærke, skal du sørge for at få det, før boligen kan sælges. Et energimærke må maksimalt være ti år gammel, og det koster typisk mellem 3000 og 6000 kr. at få et nyt. Typisk udarbejdes energimærkningen i forbindelse med udarbejdelse af tilstandsrapporten og el-rapporten, hvorved der ofte kan gives en samlerabat. Læs mere om energimærkningen og boligens energirapport.
Udgifter til energimærkning ≈ 3.000-6.000 kr.
Udgifter til halvdelen af ejerskifteforsikring
Som sælger af en bolig indhenter man et tilbud på en ejerskifteforsikring på baggrund af boligens tilstandsrapport og el-rapport og fremlægger den for køber. Her tilbyder du som sælger at betale halvdelen af prisen på det indhentede tilbud. Vælger køber at tegne en ejerskifteforsikring, er du som sælger forpligtet til at betale halvdelen af det tilbud, du har fremlagt – hvilket typisk også er det billigste tilbud. Skulle køber vælge at tegne en dyrere forsikring, skal du som sælger stadig kun betale halvdelen af præmien på den billigste.
Prisen på en ejerskifteforsikring varierer og afhænger af en lang række forhold. En ejerskifteforsikring koster typisk fra 13.000 kr. og op efter.
Udgifter til halv ejerskifteforsikring ≈ 6.500-13.000 kr.
Udgifter til bank
Der er også en række udgifter til banken i forbindelse med salget af din bolig. Banken vil stå for oprettelse af en deponeringskonto, hvortil købers bank overfører penge. Derudover vil banken stå for eventuel indfrielse af restgæld. Prisen kan variere, men typisk er det mellem 3.000-6.000 kr.
Udgifter til bank ≈ 3.000-6.000 kr.
Evt. sælgeransvarsforsikring
Som sælger kan du vælge at tegne en sælgeransvarsforsikring. Dette er en forsikring, som er til for at skabe større tryghed for sælger. Selvom der er tegnet en ejerskifteforsikring, og du som sælger ikke længere hæfter for dit 10 årige mangelansvar, vil der stadig være tilfælde, hvor du kan stilles til ansvar. Her kommer sælgeransvarsforsikringen ind i billedet. Udgifterne til en sælgeransvarsforsikring er individuelle, men de starter fra omkring 1.820 kr.
Udgifter til sælgeransvarsforsikring ≈ Fra omkring 1.820 kr.
Overslag på, hvad det typisk koster at sælge en bolig
- Mæglersalær ≈ 50.000-75.000 kr.
- Markedsføring ≈ 10.000-15.000 kr.
- Gebyr for indhentning af dokumenter ≈ 2000 kr.
- Tilstandsrapport og el-rapport ≈ 5.500- 13.500 kr.
- Udgifter til bank og låneindfrielse ≈ 3000-6000 kr.
- Halv ejerskifteforsikring ≈ 6500-13.000 kr.
Samlet pris for salg af bolig ≈ 77.000-124.500 kr.
Ovenstående er et overslag og vejledende priser på, hvad det typisk kan koste at sælge en bolig. Det kan variere fra salg til salg. Prisen for at sælge vil derfor altid være individuel.
Vil du vide mere om salg bolig? Læs vores store guide her.