Flagstang regler: 5 regler du skal kende, hvis du drømmer om en flagstang i haven

Er du en af dem, som går med en drøm om at få en flagstang i din have, efter du er blevet husejer? Så er det en god ide at læse med her. Der findes nemlig en række flagstang regler, som er vigtige at kende til og følge. Mange regler for flagstænger bygger på god flagskik og traditioner, da der ikke i Danmark er en decideret flaglovgivning.

Her giver vi dig 5 regler, som er gode at kende, hvis man overvejer at få en flagstang i din have.

1. Kend lokalplanen

Først og fremmest er det vigtigt at undersøge lokalplanen, før du begiver dig ud i at sætte en flagstang op i haven. I lokalplanen kan der være beskrevet nogle regler for antallet af flagstænger, højden på dem og placeringen af dem, som er vigtige at overholde. Lokalplanen sætter nemlig de overordnede rammer for et områdes anvendels og udvikling. Her kan der være beskrevet regler for opsætning af flagstænger.

2. Tag hensyn til naboerne

Hvis der ikke er nogle regler for opsætning af flagstænger for dit boligområde, bør du alligevel udvise god skik og tage højde for, at der er naboer. Det betyder blandt andet, at det du bør placere flagstangen mindst 5 meter fra skellet. Dette er også bedst i forhold til, at flaget kan svaje frit.

3. Fås i flere højder, men…

Flagstænger fås i flere højder, og det er faktisk op til dig at vurdere, hvilken højde der passer bedst. Har du en parcelhushave, vil det typisk være 7, 8 eller 10 meter, mens den sagtens kan være 12 meter, hvis du har en større grund. En god tommelfingerregel er, at flagstangen skal være tilstrækkelig høj til, at flaget kan svaje et stykke over hustaget og træerne, men at det samtidig er muligt for dig at lægge den ned på grunden, når du skal vedligeholde den.

4. Vær opmærksom på farven

Der findes en række forskellige flagstænger på markedet. Det er dog god flagskik at have en hvid flagstang eller en flagstang i naturtræ med en hvid eller rød knop på toppen. Knoppen kan dog også være andre farver, fx gylden.

5. Flag efter god flagskik

Når du har fået opsat flagstangen, er det en god ide at følge reglerne for god flagskik. Det betyder blandt andet:

  • At du ikke flager med splitflag, da det kun må anvendes af offentlige myndigheder og på lystfartøjer.
  • At du kan hejse en vimpel eller dannebrogsstander, når flagstangen er tom. Dette er ikke et krav.
  • At du kan flage ved begivenheder. Som privat er der dog ingen faste regler for, hvornår man kan flage, og som privat er man ikke underlagt regler for, at man skal flage på de officielle flagdage
  • At du hejser flaget ved solopgang (tidligst kl. 8) og tager det ned igen senest ved solnedgang.
  • At flaget aldrig må ramme jorden
  • At flaget hejses i et roligt tempo, og hvor tilskuere har fokus på flaget for at udvise respekt.
  • At du kan flage på halvt ved sørgelige begivenheder, fx dødsfald og begravelser. Ved dødsfald flages på halvt på selve dagen, mens man hejser flaget på halvt på dagen for begravelser/bisættelser, indtil ceremonien er overstået. Når flaget hejses på halvt, hejses det først helt op, for derefter at komme i halv. Når det tages ned igen, hejser man det helt op for at hale det ned.