Tilstandsrapport og elrapport

Vi kan hjælpe med bestilling af alle nødvendige tekniske rapporter

Vælg med omhu

Tilstandsrapport og elrapport

Vi kan hjælpe med bestilling af alle nødvendige tekniske rapporter

Rapporter

Hussælgeren har pligt til at få udarbejdet en tilstandsrapport og en elrapport inden salg, og den må ikke være mere end 6 måneder gammel, når den udleveres til en mulig køber af ejendommen. Rapporten, der udarbejdes af en beskikket byggesagkyndig, fokuserer grundlæggende på 3 forhold: 

  1. Eventuelle synlige skader, der nedsætter husets funktion eller værdi. Det er f.eks. revner i tagbelægninger, tegn på fugtskader i lofter ol.
  2. Tegn på mulige skader, f.eks. fugtaftegninger i indvendige lofter 
  3. Forhold, der giver nærliggende risiko for skader. Det er f.eks. revner i fuger i murværk, eller revner i fuger mellem fliser i brusenicher.

 

Dermed giver tilstandsrapporten et godt billede af hvordan ejendommens stand er i forhold til tilsvarende huse af samme alder, og giver dermed køber et godt billede af, om der eventuelt skal repareres skader forinden handlen gennemføres, eller om der alternativt skal gives prisnedslag på ejendommen.

Begrænsninger ved tilstandsrapport

Men tilstandsrapporten har også sine begrænsninger. Den byggesagkyndige skal nemlig kun notere de skader eller forhold, han kan se med det blotte øje. Han skal hverken bore gennem vægge eller undersøge, hvad der gemmer sig under gulvtæpper. De skjulte fejl og mangler, som er det, ejerskifteforsikringen handler om, kommer derfor ikke med i tilstandsrapporten, og de viser sig måske først flere år efter, at man har overtaget huset.

Nogle undtagelser

Og så er der en række forhold, som slet ikke indgår i rapporten. Det er f.eks. kloak- og stikledninger uden for huset, ulovlige installationer og indretninger. Men det er forhold, som vi har taget højde for i Dansk Boligforsikring, og som vi dækker med en udvidet ejerskifteforsikring.

Sælgers ansvar

Sælger skal ikke hjælpe den byggesagkyndige med hans undersøgelser, men skal efter bedste overbevisning svare skriftligt på den sagkyndiges spørgsmål. Hvis sælger selv har udført arbejde på huset, skal der gøres opmærksom på det, og sælger kan pådrage sig et betydeligt økonomisk ansvar, hvis han fortier fejl, mangler eller ulovligheder ved huset. For at fritage sælger for forskellige typer af ansvar har Dansk Boligforsikring udviklet en Sælgeransvarsforsikring.

Den byggesagkyndiges ansvar

Hvis køber eller sælger efterfølgende opdager fejl ved huset, som man mener, at den byggesagkyndige burde have set og som giver anledning til uforudsete udgifter, kan der enten rejses krav om erstatning overfor den byggesagkyndige, eller sagen kan indbringes for Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige. Som oftest dækker forsikringsselskabet sådanne skader og søger erstatning hos den byggesagkyndige, hvis arbejdet har været mangelfuldt.

El-rapporten

Elrapporten indeholder en gennemgang af boligens elinstallationer, og omfatter stikprøvekontrol af bl.a. fejlstrømsafbrydere, stikkontakter og lampeudtag, lavvoltsinstallationer, kontrol af installationernes dimensionering samt kontrol af beskyttelse mod direkte og indirekte berøring med spændingsførende dele. Gennemgangen til en elrapport er visuel, men på stikprøvebasis skilles kontakter og lampeudtag ad. Elrapporten er altså en gennemgang af alle elinstallationer, der er i boligen.

Hvordan får jeg lavet en elrapport og tilstandsrapport?

Hvis du står og skal til at sælge hus, har du som nævnt pligt til at få udarbejdet en elrapport og en tilstandsrapport. Det er vigtigt, at de to rapporter udarbejdes af folk, der ved, hvad de har med at gøre. 

Hvis du er i tvivl om, hvordan du får lavet en tilstandsrapport og en elrapport på dit hus, kan du kontakte Dansk Boligforsikring på info@danskboligforsikring.dk eller på tlf. 59 49 88 44. 

Vi hjælper dig gerne med at bestille en tilstands- og elrapport, så du er sikker på, at alt er i orden.

Dansk Boligforsikring