Når man skal købe en bolig, er der nogle omkostninger forbundet med det. Det er nemlig ikke kun selve boligens købspris, du skal betale. Hvor store omkostninger, der er forbundet med dit boligkøb, afhænger dog af mange forskellige faktorer, herunder lån, bank og behov for rådgivning i forbindelse med boligkøb. Herunder kan du få et overblik over omkostning ved boligkøb.
Byggeteknisk inspektion
Som køber kan man vælge at få rådgivning af en byggesagkyndig, der kan stå for en uvildig inspektion af boligen. Her får man byggeteknisk rådgivning, hvor boligen gennemgås sammen med dig som køber. Omkostningerne til dette kan naturligvis variere, men vil typisk ligge på omkring 5000-8000 kr.
Advokat
Ved en bolighandel skal der udarbejdes et skøde, hvilket en advokat står for. Derudover kan man som køber også få rådgivning fra en boligadvokat i forbindelse med selve købet. Det kan fx være til at læse købsaftalen igennem. Derudover giver en advokat også boligkøberen mulighed for at benytte sig af advokatforbeholdet, og derved kan handlen afblæses, selvom købsaftalen er underskrevet. Omkostningerne til advokat afhænger af, hvad du skal have hjælp til, men typisk vil det ligge på omkring 8000 kr. for både skødet og rådgivning.
Tinglysning af skøde
Ved en bolighandel skal der også laves en tinglysning af skødet. Dette er der nogle omkostninger forbundet med. Omkostninger til tinglysningen af skødet er 1850 kr. + 0,6% af købesummen.
Tinglysning af realkreditlån og banklån
Det er de færreste, som har pengene til at købe en bolig kontant. Derfor optager langt de fleste et eller flere lån til finansieringen. Når man skal optage et realkreditlån, oprettes et pantebrev, der skal tinglyses. Det koster 1825 kr. + 1,45 % af lånebeløbet. Typisk bliver det dog billigere, da der i mange tilfælde er et pantebrev, som køber overtager, og som der tidligere er blevet betalt afgift på, og som derfor modregnes. Optager du også et banklån i forbindelse med boligkøbet, vil der ligeledes være udgifter til tinglysning af dette.
Omkostningerne til tinglysningen af lånene lægges typisk oven i selve lånene, og det er derfor ofte ikke noget, som du skal betale direkte i forbindelse med købet.
Omkostninger til bank og realkreditinstitut
Som boligkøber er der nogle omkostninger, der går til bank og realkreditinstitut. Disse udgifter medregnes også typisk i lånene, og det er derfor heller ikke noget, som du skal spare op til og betale direkte ved købet. Omkostningerne dækker blandt andet ekspeditionsgebyr, kurtage og kursskæring og etablering af banklån (lånedokument).
Kurssikring og købesumsgaranti
Hvis du vil sikre dig en kurs og kende dine månedlige renteudgifter, skal du oprette en kurssikring. Det kan fx være, hvis der går en rum tid, fra købsaftalen underskrives til selve overtagelsesdagen. Derudover får sælgerne en garanti for at modtage det aftalte beløb på den aftalte dag. Prisen på kurssikring og købesumsgaranti afhænger af din bank, samt hvilken periode du køber boligen.
Husforsikring
Typisk vil der blive stillet krav om at tegne en husforsikring for, at du overhovedet kan optage lån til finansiering af boligkøbet. Husforsikringen dækker pludselige skader på selve boligen fx ved brand, vandskader, storm m.m. Omkostningerne afhænger af forskellige faktorer, herunder valg af forsikringsselskab, valg af selvrisiko samt tilvalgsdækninger. Derudover påvirker selve boligen også prisen. Typisk spænder omkostningerne fra omkring 2.000 kr. om året til omkring 7.000 kr. om året.
Ejerskifteforsikring
Et boligkøb er en stor beslutning, som har stor betydning for en privatøkonomi. Derfor vælger mange købere at tegne en ejerskifteforsikring, som kan give dem den nødvendige tryghed ved boligkøbet. Med ejerskifteforsikringen er man nemlig dækket, hvis det viser sig, at der er nogle skjulte fejl og mangler ved boligen, som ikke fremgår af tilstandsrapporten. Her går ejerskifteforsikringen ind og dækker omkostningerne til udbedring af skjulte fejl og mangler.
Læs mere om, hvad ejerskifteforsikringen dækker
Omkostningerne til ejerskifteforsikringen deles med sælger. Prisen for en ejerskifteforsikring ligger typisk fra ca. 13.000 kr., og den endelige pris er afhængig af dækning m.m., hvoraf du som køber skal betale halvdelen.
Evt. dobbelt udgifter til bolig
Når du køber en bolig, kan der også være omkostninger forbundet med eventuelle dobbelt udgifter til bolig. Det kan være i tilfælde af, at du som køber overtager en bolig, før du er flyttet fra din gamle.
Udover omkostningerne i forbindelse med boligkøbet er der flytteomkostninger samt de løbende omkostninger til bolig, herunder renter, afdrag, ejerudgifter, løbende vedligehold m.m. Disse omkostninger afhænger blandt andet af lånene, renten og selve boligen.
Ovenstående priser er overslag og vejledende priser for, hvad det typisk koster at købe en bolig ud over selve købsprisen. Den endelige pris vil variere fra bolighandel til bolighandel, og der vil derfor altid være individuelt, hvad det i sidste ende vil koste.