Som husejer er der forskellige forsikringstyper, man skal have styr på. Det er nemlig vigtigt at være forsikret ordentligt, hvis uheldet skulle være ude – og ingen af boligforsikringerne dækker det hele. Derfor giver vi her et overblik over de typiske forsikringstyper der er for husejere, så du har et overblik over, hvilke forsikringer du bør tegne, og hvilke der skal benyttes i forskellige situationer.
Forsikringstype 1: Indboforsikring
Indboforsikringen er den mest almindelige forsikring blandt danskere. Det er den forsikringstype, som dækker alle dine ting inde i huset. Det gælder fx møbler, elektronik, tøj, smykker og nogle hårde hvidevarer etc. Det kan fx være, hvis tingene bliver stjålet, går til i brand eller bliver ødelagt på anden vis.
Selvom det hedder en indboforsikring, så er det faktisk ikke kun tingene inde i huset, som den dækker. Den dækker typisk også dine ting, hvis du har dem med dig uden for hjemmet.
Derudover er det en forsikringstype, som indeholder ansvarsforsikring. Det betyder, at det også er denne forsikring, du skal benytte, hvis du ved et uheld kommer til at ødelægge eller gøre skade på andres ting. Typisk dækker en indboforsikring hele husstanden. En indboforsikring er derfor noget, som man bør tegne, uanset om man bor til leje eller ejer, eller bor i hus eller lejlighed. Forsikringen dækker så længe man betaler til den.
Husk altid at læse forsikringsbetingelserne, da de kan variere fra selskab til selskab.
Forsikringstype 2: Husforsikring
Hvor indboforsikringen populært sagt dækker skader på de “løse” ting i huset, så er husforsikringen den forsikringstype, som dækker skader på selve huset dvs. bygningen og faste installationer. Typisk dækker den i forbindelse med pludselige skader på huset forårsaget af fx brand, vandskader, storme, skybrud, hærværk og ulykker. Den dækker ikke ved manglende vedligeholdelse.
Som med alle andre forsikringer bør du altid tjekke forsikringsbetingelserne hos det enkelte selskab, da det kan være forskelligt, hvordan din forsikring præcis dækker. Mange steder er der også mulighed for tilkøb af tilvalgsforsikringer, så man er yderligere dækket.
Forsikringen dækker, så længe der betales. Bor du til leje, er det typisk udlejerens ansvar at forsikre huset – men husk altid at tjekke din lejekontrakt.
Forsikringstype 3: Ejerskifteforsikring
Hvor de to foregående forsikringstyper dækker pludselige skader på hus eller ting, så dækker en ejerskifteforsikring skjulte og ukendte skader, der ikke fremgår af tilstandsrapporter eller elinstallationsrapporter ved huskøb. Den dækker derfor typisk ukendte fejl, der er sket i forbindelse med husets opførelse eller renovering. Der tages dog altid højde for husets alder, og derfor vil forventelige skader eller mangler på et hus af en given alder ikke være dækket.
En basis ejerskifteforsikring dækker 5 år efter overtagelse af huset, mens en udvidet forsikringstype dækker op til 10 år. Forsikringen tegnes før overtagelse af huset og er et engangsbeløb, hvor forsikringspræmien på det billigste indhentede tilbud deles mellem køber og sælger.
Forsikringstype 4: Sælgeransvarsforsikring
En sælgeransvarsforsikring er en type forsikring, der kan tegnes, hvis du sælger dit hus. Selvom man som sælger, betaler halvdelen af ejerskifteforsikringen, kan der være forhold, som ikke dækkes, da de ikke er en del af tilstandsrapporten, og som derfor vil falde tilbage på dig. Det gælder fx ulovlig kloak og stik uden for huset, ulovlig bygningsindretning og forurenet grund.
Her er det, at sælgeransvarsforsikringen træder ind.