Når man køber eller sælger en bolig, er der mange dokumenter, man skal forholde sig til. Ét af dem er en købsaftale, som er kontrakten mellem køber og sælger. Men hvad bør en købsaftale indeholde? Og hvad skal man være opmærksom på som køber og sælger?
Den slags spørgsmål besvarer vi i dette blogindlæg.
Hvad er en købsaftale?
Grundlæggende er købsaftalen den endelige kontrakt mellem køber og sælger i forbindelse med et boligsalg og overdragelsen af boligen fra den ene til den anden. Aftalen udarbejdes af ejendomsmægleren.
Hvad indeholder en købsaftale?
Det er en god idé at få udarbejdet en grundig købsaftale, så man undgår misforståelser. Derfor bør den indeholde:
- Boligens adresse
- Oplysninger på køber
- Oplysninger på sælger
- Bankoplysninger
- Overtagelsesdato og eventuel dispositionsret
- Kontantpris på boligen og oplysninger om evt. gæld, som køber overtager
- Den offentlige vurdering
- Finansiering af købet
- Handelsomkostninger
- Generelle oplysninger om boligen
- Forbehold og regler i forhold til anvendelse af boligen
- Forsikring
- Medfølgende inventar fx hårde hvidevarer, gardiner, skabe etc.
- Individuelle vilkår aftalt mellem køber og sælger fx forbedringer inden overtagelse og bank-, rådgiver- og advokatforbehold og betinget af evt. købers eget salg
- Salgsopstillingen
- Underskrifter
Hvad skal du være opmærksom på som køber?
Som køber er det muligt at fortryde og annullere købsaftalen i op til seks hverdage. Vælger man at gøre brug af fortrydelsesretten, skal man dog være opmærksom på, at man skal betale 1 procent af købesummen.
Hvis man køber et dødsbo, skal man være opmærksom på, at der oftest er en klausul skrevet ind i købsaftalen. Her fraskriver sælger sig alt ansvar, når det kommer til fejl og mangler ved ejendommen. Det skyldes, at det ved dødsbo er en arving, der er sælger og ikke personen, som har boet i boligen. Ved dødsbo er det derfor ekstra vigtigt med en ejerskifteforsikring. Derudover bør man få en byggesagkyndig ud, der kan gå boligen igennem og påpege fejl og mangler.
Hvad skal du være opmærksom på som sælger?
Som sælger er det din pligt at oplyse om alt, der har relation til ejendommen, og som kan have betydning for køber, herunder fejl og mangler. Der er ikke tale om bagateller, men om alle de forhold, man som sælger kender til eller burde være bekendt med.
Som sælger har man ikke fortrydelsesret, og når en købsaftale er underskrevet, er det fra sælgers side endegyldigt.
Hvad betyder det, at købsaftalen er betinget?
Det er meget normalt, at man er nødt til at lave en betinget købsaftale. Det skyldes, at det ofte er nødvendigt som køber at sælge sin nuværende bolig, før det er muligt at købe en ny. En betinget købsaftale gælder derfor også kun, hvis købers egen bolig bliver solgt inden for en aftalt periode. Hvis sælger får mulighed for at sælge til en anden i denne periode, er det derfor også muligt. Med en betinget aftale har sælger accepteret pris og vilkår, så skulle markedet ændre sig over den betingede periode, vil det stadig være vilkårene i den betingede aftale, der gælder.
Der er rigtig mange ting, man skal forholde sig til, når man skal købe en bolig – hvoraf købsaftalen er én ting. Har du brug for mere information om et forestående boligkøb, kan du læse meget mere i vores guide til boligkøb her.